Anderledes var det i Ærøskøbing. Her var skibene ikke splittet ud på nær så mange parter, og det var mest almindeligt, at en købmand eller handlende havde en tredje- eller fjerdepart i et skib, skipperen havde en anden tredje- eller fjerdepart, mens de øvrige parter blev fordelt mellem fem-otte interesserede. Ved en større skibspart var den potentielle gevinst naturligt større end ved en lille, men omvendt var der også en større risiko for tab ved forlis eller dårlige tider. Ved opdelingen i færre parter udnyttedes i Ærøskøbing ikke den kapital, også mindre formuende havde på kistebunden, til at understøtte og udvide søfarten, mens marstallerne til fulde forstod at inddrage hele lokalsamfundet i deres søværts aktiviteter. 

Derudover havde partshavere i Ærøskøbing ikke på samme maler måde som i Marstal mulighed for at sprede deres risiko ved at investere i små parter i forskellige skibe. Efter Ærøs trinvise overgang til den danske konge i 1729 og 1749, hvorefter ærøboerne nu ikke længere toldmæssigt var at regne som "udlændinge" i hertugdømmerne og kongeriget, opbyggedes en betydelig flåde i Ærøskøbing og specielt i Marstal, og væksten fortsatte støt indtil Danmarks involvering i Napoleonskrigene i 1807. 

Store forskelle i byerne

Hvor Marstal i 1779 havde 87 fartøjer (524,5 kmel.) var tallet gået frem til 109 (1.201,5 kmel.) i 1802 og 149 fartøjer (1.660 kmcl.) i 1807. For Ærøskøbings vedkommende var tallene meget lavere og mere stabile igennem årene, idet man her havde 63 fartøjer (566,5 kmcl.) i 1780, 57 fartøjer (570,5 kmel.) i 1802, og det var i 1807 øget til 67 fartøjer (826,5 kmel.). I løbet af de godt 25 år, fra 1779 til 1807, tredobledes de marstalske skibes læstetal, mens der i Ærøskøbing var en langt mere beskeden stigning på 45 pet.

En modreaktion

Her i begyndelsen af det 21. århundrede står vi med et begrænset antal danske huse fra byggehåndværkets store epoke, som købere viser en stigende interesse for. Og det mest glædelige er den levende interesse. som nutidens købere af disse dejlige huse viser for deres oprindelige kvaliteter. Tiden med nedsænkede profilbrædder, som skjulte betagende detaljer i et stukloft mod at spare en ekstra varmekalorie, er tilsyneladende forbi. 

En god varmeøkonomi er mere interessant end  nogensinde før, men i dag er man klar over, at den godt kan opnås uden at husene berøves deres sjæl. Naturligvis kan det ikke afvises, at der er tale om en kortvarig, nostalgisk eller romantisk bølge. Meget tyder dog på, at interessen og omsorgen for vores tidligere bygningskultur rækker langt videre. Så  langt, at mange boligkøbere er parate til at betale en ganske høj pris  for et hus eller en smuk, rummelig lejlighed fra mormors ungdom og dernæst at bekoste en dyr istandsættelse af den. 

Erkendelsen af. at de særlige huse, de søger, ikke længere kan bygges og derfor er værdifulde klenodier, der skal passes på, har indfundet sig ret pludseligt. Og nu vil man altså ikke nøjes med at glæde sig over de gamle, smukke huse udefra. Man vil have det hele med og selv bo i et af dem. Mange udfører selv omfattende arbejder på husene, dels for at vedligeholde dem, dels for at genskabe tabte detaljer og naturligvis for at give husene en tidssvarende boligkomfort.